Jeg brugte én måned af min uddannelse i psykiatrien i håb om at få kortlagt både den fysioterapeutiske indsats og få mere erfaring med behandlingen af psykiske patienter. Én ting jeg har taget fra dette forløb, som jeg til dags dato stadig er forundret over er...
 |
| Tager fra her |
Hvem generer bæltefiksering mest?
Jeg er længe blevet anbefalet at blande mig i debatten om tvang i psykiatrien, da den ofte bliver plaget af folk der enten ikke selv har været i psykiatrien eller har haft nogle medlemmer af deres nære familie, som er blevet indlagt i psykiatrien. Samtidig bliver debatten ofte meget fjendtlig, hvis man tør nævne ting der går i mod folks overbevisning. Hvis du generelt mener at du har 100% styr på, hvordan psykiatrien burde være,vil jeg anbefale dig at tage et praktikforløb i psykiatrien, hvis muligt, og spørge din vejleder om ALT!
Politken skrev i september om tvang og om, hvordan bæltefiksering bliver brugt mere og mere i Danmark (og hentyder samtidig til, at dette kun er en dårlig ting). De får endda en politiker til at udtale en lidt henslængt bemærkning som lugter mest af 'ja jeg ved ikke rigtig, hvad det rigtige svar er'.
Artiklen prøver mægtigt hårdt at få os til at føle at det er inhumant og nærmest tortur at bæltefiksere psykiatriske patienter - og det er også meget forståeligt, hvis man, som Petur Hauksson, kun taler om rehabilitering. Der er ingen bevist effekt af bæltefiksering i forhold til at få patienter hurtigere igennem et indlagt forløb i psykiatrien, så hvis man har lyst til at tale om den effekt findes den ikke.
Men hvad nu hvis vi ikke talte om rehabiliteringseffekten? Hvad nu hvis vi talte om den effekt det har på patienten i lige præcis det øjeblik det bliver brugt? Tvang i det øjeblik, tvang føles nødvendigt?
I min ene måned på psykiatrien fik jeg tonsvis af information. Jeg har langt fra andet end ridset overfladen af psykiatrisk rehabilitering. Det, jeg dog hurtigt fandt ud af, var, at mange af de indlagte ofte havde meget svært ved at vurdere, hvornår deres krop sluttede og resten af verdenen startede. En følelse af at være uafgrænset som ofte følger til grænsesøgende adfærd.
Hvor langt kan jeg gå? Hvad kan jeg slippe afsted med? Hvor meget kan jeg presse før det sprænges? - Den manglende kropslige og psykiske afgrænsning kommer frem på mange måder, men munder ud i det samme: Der er meget plads i sindet!
Ofte betyder dette, at lette afgrænsende redskaber virker EKSTREMT beroligende; kugledyner, kuglebad, at ligge med et tæppe tæt over kroppen, afgrænsende massage, trampolin hop, boksning - Alt hvori man får mærket sin krops egne grænser. Dette har mest betydning i den situation det bliver brugt og har egentlig ikke en langtidsvirkende effekt.
De udbrud jeg så, var udbrud med ødelæggelse af ejendele og inventar og selvdestruktiv adfærd. Der var tale om folk, der havde så lidt følelse af egen krop, at de følte sig nødsaget til at gøre skade på sig selv for at kunne mærke noget. Deres grænser var langt væk. I disse situationer må man, i Danmark, bruge tvang - om dette er bedøvende medicin eller bæltefiksering.
Selve oplevelsen, er jeg ikke i tvivl om, er meget skræmmende. Man bliver ofte ikke bare holdt fast, men man bliver holdt fast af mange, som samtidig er i gang med at spænde én fast. En oplevelse jeg tror mange helst havde været foruden. Dog er resultatet dette: Afgrænsning.. Fysisk afgrænsning. Du kan mærke din krop igen. Du kan nu fokusere på at tænke tankerne ud, fordi hele din krop ikke skriger. Du gør ikke skade på dig selv eller dine omgivelser. Du har nu bare en LILLE smule ro og samtidig en forståelse af, hvor din krop er.
På afdelingen kunne man høre historier om, hvordan pårørende havde reageret på at besøge en der var fikseret. Nogle blev overraskede og spurgte ind, både til personalet og den de besøgte, hvad det gjorde godt fra og fik ofte svaret "Jeg føler mig mere rolig". Nogle fortalte endda selv at de havde oplevet personen mere rolig end ellers.
- Og så var der dem som både sagde til den de besøgte, og til personalet, at dette var forfærdeligt og nærmest en form for tortur imod et uskyldigt menneske, som allerede havde det dårligt. Reaktionen er forståelig, fordi man gerne vil passe på den 'syge' - men man har ikke nok viden om sygdommen eller behandlingsmetoderne.
Jeg talte for et par dage siden, med en som havde arbejdet 20 år i psykiatrien. Her fik jeg en historie som jeg blev både rørt og irriteret over - En indlagt kvinde, som hver aften, tryglede og bad personalet om at lægge hende i bælte, fordi hun simpelthen ikke kunne sove. Hun ville ikke have medicin, men hun ville meget gerne fikseres. Dette fik hun, af lægen, ikke lov til. Det var jo imod loven. Det var jo tvang. Nærmest tortur!
Vi mennesker indeholder en stor lyst til at debattere. Vi indeholder også en stor virkelighedsforståelse. Begge dele er en vigtig del af os som individer og er med til at gøre os så smadder interessante og unikke. Men hvis vi ikke forstår en situation eller har sat os ind i, hvordan det eventuelt er at være i situationen, risikerer vi at gøre nogle en bjørnetjeneste.
I debatten om tvang gør vi mange psykisk syge en stor bjørnetjeneste ved, at mene vi selv ved bedst, hvordan de skal leve deres liv, uden viden, indlevelse eller forståelse af deres situation. Er det bedste for dem at spise bedøvende piller eller bæltefikseres... eller måske noget helt tredje?
Hvad med at vi spørger dem selv?
Hvad er din mening om tvang i psykiatrien? Bland dig i debatten, udrust dig med viden fra psykiatrien.
-Endnote-
Velkommen til enden! Tillykke du nåede igennem! Sådan!
Det er vigtigt for mig at sige, jeg ikke mener at psykiatrien er ufejlbar. Ofte kommer den sundhedsprofessionelle indsats til at være mere en brændslukker end en helingsproces. Ofte kæmper vi mest for at forebygge de livstilsygdomme som er en risiko ved medicin der nedsætter forbrændingen og aktivitetsniveauet. Samtidig, som man kan læse sig til, er tvang en meget svær emne at male over med én farve.
Det jeg prøver at sige i denne debat-tekst er, at vi ikke bare kan debattere på baggrund af vores egne værdier og med vores egen overbevisning. Med et emne som er så svært at definere er det vigtigt vi faktisk har sat os ind i de positive og negative effekter der kan komme af tvang og vurdere vores egen vurdering ud fra det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar