For ca. en uge siden, imens jeg var på arbejde, blev jeg stoppet af en venlig kvinde, som gerne ville høre nærmere om noget... "... nu i behandler så meget hos jer kan jeg ikke undgå at spørge, hvorfor I ikke bruger zoneterapi?"
Og ja, hvorfor bruger fysioterapeuter ikke zoneterapi?
Hvorfor kan din hovedpine ikke sidde i storetåen?
(Interessant, for resten, at billede viser bronkier og thyroid i samme del. Siden de to dele ligger vidt forskellige steder)
Jeg skrev for en måned siden et indlæg om akupunktur, hvori jeg prøvede at give behandlingsformen den kredit, den kunne fortjene. Det samme gælder selvfølgelig her. Når det er sagt, har jeg ikke tænkt mig at holde igen. En behandlingsform får den kritik, som behandlingsformen fortjener.
Imens princippet for det mest banale akupunktur er meget simpelt - Av der, nål der - fandt jeg hurtig ud af, da jeg skulle til at skrive, at jeg faktisk ikke vidste hø om zoneterapi. For mig var det noget med nogle punkter under fødderne som magisk skulle behandle ukonkretiserede gener andetsteds. Derfor synes jeg også, det er på sin plads, at jeg prøver at give en forklaring på, hvad Zone Terapi (eller Refleksologi) egentlig er.
Jeg fik, gennem bekendte og bekendtes bekendte, mulighed for at tale med en, der havde undervist i zone terapi. Jeg var meget interesseret i at høre, hvad teorien BAG zone terapi var - hvad er den grundlæggende forklaring på, at DET tryk på DET punkt med DEN styrke skaber DET resultat.
Svaret var meget prompte - "Man ved det egentlig ikke. Du kan heller ikke forklare hvordan median-baner fungerer (red. zone terapi arbejder, som akupunktur, nogle gange med teorien om at der findes specielle baner i kroppen som sender signaler til specielle organer og områder). Det vigtige er at det virker".
Svaret var meget prompte - "Man ved det egentlig ikke. Du kan heller ikke forklare hvordan median-baner fungerer (red. zone terapi arbejder, som akupunktur, nogle gange med teorien om at der findes specielle baner i kroppen som sender signaler til specielle organer og områder). Det vigtige er at det virker".
Det er simpelthen den professionelle forklaring på det - husk på at zoneterapi mange steder koster 500 kr pr ½ time. (Det er næsten 3 gange så meget pr ½ time som fysioterapi med overenskomst og henvisning)
Lidt ligesom akupunktur, homeopati og politisk ideologisme er der flere forklaringer for hvorfor refleksologi virker - og hvordan. Den ældste er, at man har en "livskraft" kaldet Qi, en form for usynligt energi felt, som kan blive blokeret. Igennem let "manipulation", eller let tryk, kan man "åbne" for disse blokerede energifelter og derfor behandle de fysiske ildebefindende som det blokerede energifelt giver. Qi bevæger sig også, i nogle forklaringer, igennem medianbanerne, hvilket forklarer, hvorfor at manipulation af specielle medianbaner skulle åbne for blokeret Qi.
En anden og mere moderne forklaring, er, at man, igennem manipulation af fødderne, kan behandle stress og smerte et andet sted, da fødderne sender signaler til nervesystemet, og manipulationen vil sende signaler som balancerer nervesystemet og motivere til at udgive endorfiner som nedsætter stress og smerte.
Der er endvidere den forklaring at interne organer bliver reflekteret igennem hænderne og fødderne, så manipulation af forskellige områder vil behandle problematikker i det interne organ som området reflekterer.
Den sidste del er der selvfølgelig en åbenbar problematik med, hvilket er, at vi konstant bruger vores hænder og fødder. Hvis disse egentlig reflekterede de interne organer, ville man forvente at folk med sten i skoen ville kunne mærke det i det organ området reflekterede og fodboldsmålmænd generelt bare havde maveproblemer - eller ingen overhovedet! … fordi, de redder bolde med hænderne… som gerne komme med 80km/t… jeg finder selv døren…
Omvendt ville man kunne forvente at en hurtig behandling af konstipation ville være en stikbold under fødderne og hænderne, da der ligger tusinder af billeder af de reflekterede områder online. Det er bare ikke det vi hører.
Men overskriften "Zone Terapeut afslører: Platfod behandler urinvejsinfektion" er lige til højrebenet.
Oldtidsforklaringen med Qi, er svær at problematisere, da den arbejder i andre overbevisningsbaner end naturvidenskaben forklarer. "Energi", forklaret naturvidenskabeligt, er en målbar enhed som kan veksles fra ét objekt til det næste. Den første lov af termodynamik forklarer at et objekts mængde af energi vil være konstant i et "lukket system", så længe energi ikke bliver tilføjet eller frataget af, f.eks. varmeradiation. Qi skal derfor bevæge sig i et "lukket system" for ikke at tabe energi ved kollision af det blokerede område, som nærmest er umuligt, da det eneste 100% lukkede system vil være i vakuum. Den anden mulighed ville være at Qi er producerbart i kroppen, ligesom at ATP og ADP bliver produceret gennem mitokondrierne - hvilket ville gøre det en målbar energi enhed. Qi, til gengæld, er ikke en målbar enhed og kan derfor ikke forklares igennem naturvidenskab og derfor de termodynamiske love. Men, da Qi ikke kan bekræftes, grundet det er en "usynligt energi" kan vi egentlig bare bruge Hitchen's Razor og sige "hvad der postuleres uden evidens, kan afkræftes uden evidens". Jeg kan heller ikke forklare median-baner f.eks.
Egentlig er det lidt problematikken ved at kigge skeptisk på zone terapi eller alternative behandlinger i sig selv. Beviset for det skal virke, eller de mekanismer som sørger for det virker, er meget mudrede og modsiger fra tid til anden etablerede love, såsom de termodynamiske love eller de fysiske love. Det bliver meget hurtigt til følelser og anekdoter, som desværre ikke kan kontrolleres og gentages af andre behandlere. I sidste ende sidder man med en lidt mystificeret behandlingsform, som ikke rigtigt kan afkræftes kontrolleret og derfor heller ikke bekræftes kontrolleret.
Der er dog nogen, som forsøgte at undersøge Refleksologi for at kunne be- eller afkræfte at Refleksologi faktisk gav en effekt. Dem har jeg prøvet at formulere videre til jer, på et sprog der er bedre forståeligt for os dødelige.
Konklusionen for jer, som ikke gider læse det igennem, kommer her: Der ikke en bevist effekt ud over placebo. Placebo til 500 kr for ½ time.
ADVARSEL!
Den næste del er nørdet og indeholder indviklede forklaringer. Det er også tørt - og kan være kedeligt at læse
Jeg lavede en PubMed søgning, hvilket inkluderede RCT [Mesh], Randomised Controlled Trials, RCT samt Reflexology OR Zone Therapy. Mine søgekriterier var at disse ord skulle indgå i titlen eller abstract. Derefter lugede jeg dem fra som var teser og case-eksperimenter. Herefter lugede jeg dem ud uden kontrol gruppe eller sammenlignede med "no treatment" og kom frem til... éen undersøgelse. Samt to meta-analyser jeg efterfølgende tjekkede op på. (Meta-analyse indgik sjovt nok ikke i min søgehistorie)
Jeg ville have skrevet om RCT studiet om zone terapi til sclerose patienter, men den er gemt bag en paywall. Abstractet kan læses nedenunder. Konklusionen lyder at både sham- og zoneterapi gruppen havde en bedring af smerter. Bedringerne lå tæt nok på hinanden til at kunne sammenlignes
"Reflexology for the treatment of pain in people with multiple sclerosis: a double-blind randomised sham-controlled clinical trial."
Der er her tale om at både sham og zone terapi grupperne inkluderede en kendt behandlingsmåde som patienten genkendte og reagerede på. Hvis nu zone terapi i sig selv viste en øget effekt havde vi haft en anden samtale, men faktummet er at sham (eller snyde) zone terapi også gav patienterne en øget effekt.
Det man kan udrede for studiet er, at behandling af specifikke zoner ikke er mere effektiv end bare at behandle.
Det man kan udrede for studiet er, at behandling af specifikke zoner ikke er mere effektiv end bare at behandle.
Meta-analysen fra 2011 lå desværre også bag en paywall. Dog er konklusionen - der ikke er nok konklusivt evidens for at zone terapi har en effekt ud over placebo.
"Reflexology: An update of a systematic review of randomised clinical trials"
HELDIGVIS lå 2009 meta-analysen ikke bag en paywall, så NU og ENDELIG kan vi begynde på den sjove del.
"Is reflexology an effective intervention? A systematic review of randomised controlled trials."
Jeg prøver at gøre det lidt mere overskueligt denne gang, så jeg ikke laver den væg-af-tekst ting jeg plejer at lave.. (woops too late?)
Vi springer introduktionen over, da den bare forklarer præmissen i hurtige træk
Metode:
Søgemetoden er faktisk OK. Igen, som med akupunktur, er søgekriterierne MEGET brede, hvor der egentlig bare bliver søgt på alt som indeholder refleksologi og refleks terapi.
Vigtigt at notere her er, at de inkluderer "massage" som et søgeord. Det giver en del støj da al massage ikke er refleksologi, men at al refleksologi er massage.
Endvidere er det vigtigt at notere at studier med refleksologi som ikke blev udført af en uddannet refleksolog var ekskluderet. Dette er vigtigt for at undgå bias, ved f.eks. at behandleren ikke har fulgt retningslinjerne for behandling med zone terapi. Det samme gælder ved ekskluderingen af studier med raske personer.
Resultat:
Ligesom ved akupunktur, betyder den brede søgning at der er utroligt meget hvid støj. 217 publikationer blev vurderet, hvori kun 18 RCT studier mødte inklusionskriterierne (som står under metode for jer der læser med).
Til jer som følger med på studiet, vil jeg gerne have i åbner "Box 1" og tager en skimtetur. Jeg talte om før, hvordan det er svært at be- og afkræfte mange alternative behandlinger, da det hele blev meget ukonkret. Her ser man så 18 studier, som vurderer 18 forskellige "sygdomme" med 18 forskellige, mere eller mindre standardiserede, målemetoder. Alt fra Type 2 Diabetes, til pre-menstrual smerter. Hvis man tænker på én af de vigtigste ting ved en god undersøgelse er at andre skal kunne genskabe dine resultater, kan man godt forstå hvorfor det er et helvede at lave RCT studier om det. Refleksologi kan åbenbart behandle alt, så man er nødt til at teste det for ALLE sygdomme. Chancen for at to forskere vælger at teste for den samme ting, med stor nok sample size til at blive set på som et høj kvalitetstudie, med de samme måleredskaber og de samme præmisser er pænt lav.
Ud af de 18 studier, er det kun halvdelen som forfatterne vurder til at være af "metodisk god kvalitet". Af disse 9 studier var der 2 som viste positiv effekt (smerte studier) og 7 som viste ingen effekt.
Ligesom ved akupunktur har mange af studierne et lavt antal deltagende hvor kun 5 studier havde mere end 50 deltagere (Ofte vil man gerne have 100+*). De to største studier med henholdsvis 130 og 243 patienter viste ingen effekt.
12 af disse 18 studier viste ikke der var en effekt af refleksologi, heraf de studier som tog blodprøver og cortisol målinger. 5 af 18 vurderer en positiv effekt, heraf studier som vurderer Quality of Life og smerte via VAS (Visual Analogue Scale).
Med et utrænet øje, kan man se på disse 18 studier og sige "men 5 af disse studier viste jo et positiv svar, så det betyder det vel hjælper lidt? Ellers ville de vel ikke være positive de studier". Det som er vigtigt at lægge mærke til her, er hvor kvalitetsbestemte disse studier er og hvordan den positive effekt er konkluderet. Hvis et studie med 20 deltagere, som tester smerter i en 12 ugers periode med 2 konventionelle behandlinger om ugen mod 2 konventionelle samt 2 zone terapi behandlinger om ugen, kontrol i start og slut, målemetode VAS, har vi en masse faktorer som giver noget hvid støj.
1. Der er et lavt antal deltagere i studiet
2. De to grupper har ikke fået samme antal behandling
3. Målemetoden er meget sensitiv med ikke ret specifik
4. Kontrol ved start og slut giver ikke mulighed for at se eventuelle bølger i smerte.
Et sådan studie kan ikke sammenlignes med et studie med 200 deltagere, som tester 24 ugers periode med 2 konventionelle behandlinger om ugen
Diskussion:
Egentlig vil jeg anbefale at alle læser diskussionen på studiet. Den summerer virkeligt godt, hvorfor refleksologi, og derfor zone terapi, har problemer med at vise nogen former for effekt. Herunder den umådelige brede vifte af sygdomme zone terapi kan behandle og hvor få høj-kvalitets replikerede studier som viser en positiv effekt.
Til sidst, som jeg kommer nærmere ind på i et senere indlæg, beskriver forfatterne meget godt min holdning til zone terapi:
"De fleste personer FOR zone terapi vil argumenterer med at denne metode er risiko-fri. Dog, hvis man bruger metoden som en diagnostisk målemetode, vil den generere mange falsk-positive og falsk-negative diagnoser. Endvidere, hvis zone terapi bliver brugt som en alternativ behandlingsmetode for alvorlige sygdomme (herunder diabetes of sclerose) kan behandlingen være livstruende."
Aftermath:
Når jeg vælger at kigge på zone terapi igennem undersøgelsesfund, er det ikke fordi jeg gerne vil have zone terapi fejler. Det kan let blive pointen at moderne undersøgelsesmetoder ikke er brugbare ved undersøgelse af alternative behandlingsformer da de ikke inkluderer folks historier om det, hvilket jeg godt kan forstå.
Dog er der en rigtig god grund til jeg gør det på denne måde. Den (moderne) videnskabelig undersøgelsesmetodes formål er at kigge på noget, så nøgternt og rent som muligt, for at undgå den støj som kan komme fra ukendte variabler. Hvornår i sygdommen er folk rekrutteret (og hvor lang tid forventer man sygdommen varer), hvilke andre behandlingsformer har de modtaget i perioden, hvad har de gjort mellem behandlingsdagene, hvordan kan vi konkretisere at det den konkrete behandling som virker, etc.
Undersøgelsesmetoden er kedelig og svær at sælge, men den er mere konkret end individuelle personers udtalelser. Det vigtigste er bare at lære hvordan man læser og vurdere dem.
Jeg mener absolut ikke at folk som behandler eller går til zone terapi eller andet alternativ behandling er dumme eller "under" mig. Jeg er heller ikke i den overbevisning alle folk bare skal gå til en fysioterapeut.
Mit mål med disse indlæg er at luge ud i behandler værktøjskassen. At blive klogere og tage jer med på min rejse. Jeg tror ikke jeg skaber en revolution ligesom jeg heller ikke tror jeg kan ændre folks syn på behandlingsmetoderne jeg skriver om. Men jeg håber på at kunne ændre mit eget syn. Jeg holder den samme kritik for fys-etablerede behandlingsformer også, jeg har bare ikke skrevet om det endnu.
Hvilken behandlingsform mener du jeg skal se på næste gang? Lad mig endelig høre
* Ved studier med manuel intervention og 12-24 ugers forløb, er det sindssygt krævende at have grupper over 80-100 mennesker. Dette er grundet tiden den enkelte skal have for behandling, antal behandlere der er til rådighed, længden af studiet og tiden det tager at undersøge hver enkelt 2-3 gange gennem studiet.
Dette er også grunden til man laver sytematiske reviews af RCT studier, da f.eks. 10-20 RCT studier af høj kvalitet giver en betydelig større generel sample size, end bare ét studie kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar